Investering i skolerne

I Vordingborg kommune gøres der en ihærdig indsats for, at kommunen økonomisk kan holde sig oven vande. Det har i den forbindelse i en årrække været et håb, at der kunne tiltrækkes flere beboere og virksomheder, så udskrivningsgrundlaget kunne blive forbedret.

Indbyggertallet er vendt en smule, og med det første spadestik til vandhuset på Panteren er håbet lysegrønt, men på et vigtigt område fejler kommunen, hvis håb og forventninger skal opfyldes, og det er på folkeskolens område. Vordingborg ligger i bunden, når der måles på elevernes præstationer og i bunden, når det gælder andelen, der søger ungdomsuddannelse. Samtidig synes de enkelte folkeskoler at skulle bruge tid, kræfter og ressourcer på at skabe ro og orden.

Fremtidens investeringer må gøres i folkeskolerne, hvor et godt liv og præstationer i fremgang vil være det allerbedste kort at spille ud i forsøget på at tiltrække nye borgere. De gode investeringer, kommunen har gjort på en række andre områder risikerer at blive skønne spildte kræfter, hvis ikke der omgående investeres i folkeskolerne.

Det er ikke sikkert, at flere penge alene kan forbedre forholdene i skolerne. Lærerne og eleverne må inddrages med helt afgørende beslutningskompetencer, så de får mulighed for bl.a. at frigøre sig fra snærende dagsplaner, der lukker ned for arbejdsglæden. Ud over penge er også det vigtigt, at kommunen viser tillid til, at de enkelte skoler kan klare at få givet skolerne i Vordingborg kommune et ordentligt spring fremad.

Men hvis det er for mange vikartimer, inklusionen eller andre ting, der skaber uro og hindrer ordentlig undervisning, så skal der være penge klar i kommunen til at sikre de rigtige løsninger. Der skal også være penge klar, hvis de kan hjælpe en skole til at udfolde helt nye ideer og visioner.

Det vil ikke være for meget, hvis der bliver afsat 5 millioner kroner i det kommende års budget som beredskabssum, folkeskolerne kan trække på, når de forsøger at forbedre deres situation.

Af Tage Vestergaard, Kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten.