EU, Den Europæiske Union, er den klart mest politisk magtfulde organisation i Europa, og måske også i verden. Men er det egentlig positivt? Hvad er EU egentligt, og hvad skal vores fremtidige holdning være til EU? Noget der kendetegner EU, når det kommer til danskernes bevidsthed, er ofte spørgsmål, for mange af os har svært ved at fast definere hvad EU egentlig er, hvordan det rent faktisk virker, og ikke mindst hvor meget de rent faktisk bestemmer på hjemmefronten. De fleste ved ikke engang, at EU er i gang med at forhandle en aftale på plads med USA, der kommer til at undergrave og destruere velfærdsstaten, som vi kender den i dag.
Vores forhold til EU
Danmarks politiske forhold til EU kan mildest talt beskrives som et meget tæt forhold. Vi støtter aktivt EU’s politiske beslutninger, og vi hører tit og ofte fra regeringen, at vi ikke kan ændre lovgivningen, eller at vi bliver nødt til at ændre lovgivningen, fordi EU’s lovgivning står imod vores egen. Her opstår en af de første absurditeter i forhold til EU. EU er en organisation, der er klart domineret af en række store europæiske nationer, men først og fremmest Tyskland, der om nogen kan beskrives som magthaver i EU. Hvorfor skal lande, der på ingen måde har samme kultur for social retfærdighed og lighed, som vi har i Danmark, bestemme hvilken social lovgivning vi kan føre i Danmark?
Men skal vi så bare afbryde vores forhold til EU, sætte grænsebomme op, og gemme os fra resten af verden? Ja, nej og helt klart nej! Ja, vi skal afbryde vores forhold til EU; fordelene har aldrig oversteget ulemperne i forhold til EU. Vores udgifter til EU er støt stigende, samtidig med at EU’s budgetter fortsætter med at være totalt ude af kontrol – både i prioriteringerne, og ikke mindst i de forfærdelige økonomiske resultater, EU har præsteret. Nej, vi skal helt klart ikke sætte grænsebomme op (men det er en diskussion, jeg vil tage senere). Nej, vi skal helt klart ikke lukke os ude fra resten af verden. Vi skal i stedet fokusere på internationale organisationer, der ikke bunder i egoistiske og nærmest udelukkende økonomiske interesser. Vi skal fokusere på organisationer, der ikke isolerer Europa fra resten af verden, men inddrager i stedet dets lande. Her vil jeg gerne fremhæve en organisation som FN, som er en internationalt favnende organisation, der dog helt klart har brug for revideringer, hvis man skal kunne bruge den til at sikre social stabilitet og international fred. Her tænker jeg specielt på FN’s sikkerhedsråd, som er en af de mest håbløse og udemokratiske organisationer der findes. Men mine forhåbninger vedr. Mogens Lykketoft, som leder af FN’s generalforsamling, er da helt klart positive.
TTIP
TTIP står for The Transatlantic Trade and Investment Partnership, og er en aftale, der i højeste hemmelighed, er ved at blive forhandlet færdig mellem USA og EU. Som navnet på aftalen antyder, er der endnu engang tale om en aftale, som prioriterer økonomien og væksten på klar bekostning af menneskeligt velfærd og miljøets tilstand. Som jeg nævnte er aftalen stemplet hemmelig fra begge parter, og derfor er det småt med konkrete emner, vi kan diskutere i samfundet, og burde det ikke allerede være en klar alarmklokke? Helt bestemt, er mit svar, og det internationale samfund burde også helt klart markere sig mod sådanne politiske processer, og vise, at de politiske processer skal kendetegnes ved åbenhed og demokrati, ikke ved lukkede processer, hvor folkets demokratiske stemme bliver udelukket. En af de ting, der tyder på at blive en konsekvens af TTIP, er forringelsen af arbejdsmarkedsforhold i hele EU, og dermed også i Danmark. Aftalen skulle lyde på, at arbejdsmarkedsforholdene skal fastsættes efter laveste fællesnævner, og med en smule kendskab til det amerikanske arbejdsmarked er der ingen tvivl om, at de danske arbejdsmarkedsvilkår vil blive banket tilbage til noget der godt kunne minde om starten af 1900-tallet.
Fremtiden
Så hvad er vores fremtidige perspektiver i forhold til internationale fællesskaber? Mit svar er klart: Vi skal ud af EU, men vores andet store internationale samarbejde, NATO, er på ingen måde en fremtidig løsning, der sikrer fred og stabilitet. Derfor må vi vende vores fokus mod FN, og forsøge at gøre denne organisation til en organisation, der kan sikre international fred og stabilitet. I hele denne diskussion er det vigtigste at huske, at vi altid skal prioritere den menneskelige velfærd over vores økonomiske interesser, og det skal også afspejle sig i vores valg af internationale politiske organisationer.