Feminisme og ligestilling

Det har i mange år været et faktum, at selv vores moderne samfund er kønsdomineret af mænd, det gælder i erhvervslivet, det gælder i familieforhold og det gælder desværre også i vores hverdag. Men hvordan løser vi denne problemstilling? Kan vi overhovedet modvirke en årelang process i vores samfund, der har ført til, at det er okay at være sexistisk og chikanerende overfor kvinder, bare fordi de ikke er mænd? Mit svar er meget simpelt; Ja. Det kan vi. Men det kræver en lang og voldsom indsats fra alle i vores samfund. Vi skal vise at det er forkert at skelne mellem mennesker, simpelthen fordi de har et andet køn. Hvordan kommer vi så i gang? Igen er mit svar meget simpelt, feminisme.

Feminisme som middel

Lad mig starte med at pointere, at jeg ikke er en traditionel feminist. I mit perspektiv, så er der, som i de fleste andre spørgsmål i denne verden, to sider i denne sag. På den ene side har vi den totale mandschauvinisme, på den anden side har vi den totale feminisme. Den totale mandschauvinisme indeholder et stærkt patriarkalsk samfund, hvor kvinder har ingen eller meget få rettigheder. Den totale feminisme indeholder et stærkt matriarkalsk samfund, hvor mænd har ingen eller meget få rettigheder. Vi har historisk set haft samfund der bygger på begge ideer, fælles for de to er, at det modsatte køn bestemt ikke har haft deres største øjeblikke. Den logiske konklusion må altså være, at det bedste samfund opnås ved at begge køn ligestilles. Her optræder det absolutte nøgleord i denne tekst, ligestilling. Ligestilling er en meget central del af grundlaget for et godt samfund, og derfor må og skal vi, som politikere, som borgere, som mennesker, stå frem som gode eksempler på en verden præget af ligestilling. Det bedste middel til at opnå denne ligestilling, er i mit perspektiv feminismen. Feminismen skal udgøre udligningen af de mange års mandsdominerede samfund, og give samfundet en mulighed for at rette op på de sidste mange års skævvridning. Feminismen skal være samfundets måde at vise vejen frem, for et samfund, hvor lige meget hvilket køn du har, hvilken tro du har, hvilken del af verden du kommer fra og hvilken ideologi du følger, så er du skabt lige så lige som det næste menneske og derfor fortjener de samme rettigheder.

Konkrete tiltag

I dette indlæg vil jeg gøre en forskel fra de fleste af mine andre indlæg, jeg vil diskutere nogle konkrete tiltag der er mulige at hjælpe processen på vej. Jeg vil gøre en undtagelse på dette område, da jeg tror på at ligestilling er et område hvor der er basis for at gøre handlinger nu og her, der vil kunne være med til at løse en (relativ) stor del af problematikken. Der er flere konkrete tiltag jeg personligt mener vil kunne være med til at skubbe udviklingen i den rette retning, en retning mod ligestilling og fællesskab. Et af de tiltag jeg mener kan skabe en positiv udvikling, er kvoter i bestyrelserne i erhvervslivet. Det er ikke nogen hemmelighed, at der i flere år har været en tendens indenfor uddannelsesområder, der sagde at der er flere kvinder end mænd der er i gang med en uddannelse, derfor må det være logisk, at der skulle være mindst lige så mange mænd og kvinder i bestyrelserne i erhvervslivet. Dette viser sig desværre ikke at være tilfældet. For at opnå en mere retfærdig fordeling, og give kvinderne de muligheder de helt klart fortjener, så er det nødvendigt at indføre nogle kvoter i erhvervslivet, for at forhindre den nepotisme og kønsdiskrimination der desværre foregår i erhvervslivet. Et andet tiltag jeg mener der kunne være med til at sikre et mere ligestillet samfund, er et sted hvor der er en forskydning der tilgodeser kvinderne, men ikke på grund af en overvældende feminismen, men på grund af en mandschauvinistisk holdning til hvem der er bedst egnet til at arbejde, og hvem der er bedst egnet til at passe børn. Vi lever i et samfund, hvor kvinderne er mindst lige så dygtige på arbejdsmarkedet, som de er i huset, og hvor det samme gør sig gældende for mændene. Derfor skal vi sikre at denne fordeling afspejler sig i den barsel, der er så central for et barns opvækst. Der skal være en lige ret til barsel, der skal ikke være forfordeling i retten til at være sammen med sit barn, i dets første tid, der skal være lige ret for både manden og kvinden. Vi skal sikre en lige ret, ti lige lang barsel, ikke kun på grund af, at det sikrer en større ligestilling mellem kønnene, men også fordi det er bevist, at barnet har størst gavn af begge sine forældre, ikke kun moderen eller faderen, for at sikre det bedst mulige grundlag for dets opvækst.

Ligestilling er et must

Hvis vi ønsker at skabe et samfund hvor ens køn er underordnet i forhold til ens evner, så er ligestilling den eneste løsning. Men desværre så har mange års mandschauvinisme gjort denne opgave meget svært, vi bliver nød til at gøre noget ved denne skævvridning, og det skal være så hurtigt som muligt! For at udligne forskellen mellem kønnene, så må vi vælge feminismen som vores middel, vi skal give kvinderne de rettigheder de altid har fortjent, men som desværre alt for ofte er blevet forhindret i at få, vi skal trods alt huske på at det blot er 100 år siden at kvinder fik stemmeret!
“We all fight over what the label ‘feminism’ means but for me it’s about empowerment. It’s not about being more powerful than men – it’s about having equal rights with protection, support, justice. It’s about very basic things.”
– Annie Lennox