Israel og Palæstina

Området, vi kender i dag som Israel, og for næsten et årtusinde siden som “Det Hellige Land”, er i dag et af de politisk mest omdiskuterede områder i verden. Tilhører landet israelerne? Terroriserer israelerne araberne, og tager de hjemlandet fra dem? Hvem har egentlig ret til at leve i området? For ikke at skuffe de læsere, der har en meget pro-israelsk holdning, så lad mig gøre det klart fra starten, at jeg synes, Israel for længst har overskredet sine grænser – i forhold til palæstinenserne, i forhold til international lovgivning, i forhold til sund fornuft, og i forhold til hvordan mennesker bør behandle hinanden i denne verden. Israel er, siden dets uhyggelige skæbne under 2. verdenskrig, gået fra at være en undertrykt befolkningsgruppe til at være en undertrykkende befolkningsgruppe.

Vi er alle mennesker

Det moderne demokratiske samfund har for længst besluttet sig for at sige nej til undertrykkende samfund, hvor det er okay at diskriminere på grund af religion, kultur, udseende eller køn. Derfor forekommer det mig underligt, at vi stadig er så loyale overfor Israel, som vi er. Israel har flere gange vist dets mangel på respekt for andre mennesker, simpelthen fordi de ikke passer ind i dets verdensbillede. Vi er alle mennesker, og vi har alle ret til at være her. Efter min mening vil den såkaldte to stats-løsning være klart den bedste: At lave to lande, der kan tolerere hinanden og leve side om side. Det kræver dog, at Israel indser, at palæstinenserne også har ret til at leve i det område, vi kender som Israel. To stats-løsningen ville sikre, at begge nationer kan overleve, og at vi dermed tilfredsstiller flest mulige mennesker. Jeg tror ikke på, at størstedelen af hverken det palæstinensiske eller det israelske samfund ønsker krig mellem de to kulturer. Jeg tror på, at folk ønsker fred frem for død. Den første israelske premierminister, David Ben-Gurion, beskrev det ikke som værende en strid mellem to parter om ret og uret, men mellem to parter, der begge har ret. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen palæstinensere, der føler, at Israel stadig skylder dem en masse, selv med to stats-løsningen, men hverken hævn eller grådighed betaler sig i vores verden; gensidig respekt og tolerance flytter derimod bjerge.

Krig er aldrig okay

Israel/Palæstina-konflikten er i høj grad præget af væbnede sammenstød: Den arabisk-israelske krig i 1948; 1967-krigen; den såkaldte ‘Yom Kippur-krig’ i 1973; og mange, mange flere. Når to mennesker er uenige om et spørgsmål i hverdagen, så sætter man sig ned og diskuterer sig frem til den bedst mulige løsning, og det må og skal være det samme princip, vi skal bruge for at nå frem til det bedste løsning, i denne konflikt. Man ville aldrig nogensinde give den ene eller den anden part våben til at besejre den anden med. En løsning på en væbnet konflikt kan aldrig nogensinde være at optrappe konflikten. Krig er en forfærdelig ting. Krig dræber  uskyldige, krig dræber børn og forsvarsløse, krig er ondt, og frem for alt, så er der INGEN der kan vinde en krig; i en krig taber alle. Krig har mange fædre, men ingen sønner. Krig er aldrig en løsning på et problem og aldrig en acceptabel handling. Lige meget, om man er palæstinenser eller israeler; lige meget, om man er fra Mossad eller Hamas, så er det ikke okay at bruge bomber, raketter eller skydevåben. Vi må og skal finde en fredelig løsning på konflikten.

Fremtiden

Fremtiden kan man aldrig vide sig sikker på. En løsning på Israel/Palæstina-konflikten lader heller ikke til at være noget, man kan vide sig sikker på, men hvad nu hvis vi gik sammen og blev enige om, at krig, vold, død og ødelæggelse er en dårlig ting – ville det så ikke løse store dele af problemerne i denne konflikt? Jeg er tit blevet kaldt naiv for mine tanker om en fredelig fremtid, hvor mennesker lærer at respektere hinanden i stedet for at nedgøre og undertrykke hinanden, men hvad nu, hvis vi for en gangs skyld viste, hvor meget mennesker rent faktisk er i stand til? Verden er hvad vi gør den til, så lad os gøre den til noget godt.