Retten til at have det godt

Lige meget, hvor vi kommer fra, lige meget, hvem vi er, lige meget, hvor mange penge vi har, så er vi alle sammen mennesker. Det at være menneske indebærer en række naturlige privilegier, såsom det at have det godt, det at være lykkelig, og det at være fri. Men hvis man er lidt mere pragmatisk orienteret, så må man jo acceptere, at alle disse tre ting ikke kan være fuldstændigt opfyldt konstant. Hvordan skal vi som politikere så prioritere dette?

Lykken

Lykke er selvfølgelig et meget subjektivt begreb, og derfor kan det være nærved umuligt at fastslå. hvornår nogen er lykkelige. Når lykke er så subjektiv, så er det selvfølgeligt også svært at fastlægge rammer, der fører til at mennesker per definition er lykkelige, men vi kan skabe rammerne, der danner grundlaget for lykke. Hvordan det så skal gøres er selvfølgelig et meget svært spørgsmål, for hvordan kan man gøre flest muligt mennesker mest muligt glade? Jeg tror på, at måden, man skaber grundlag for lykke for mennesket, er ved at give dem plads til at gøre, som de har lyst til. Vi skal ikke bestemme, hvor længe man som ung skal uddanne sig, eller hvad man skal uddanne sig som. Det skal man selv vælge, og man skal vælge med hjertet. Vi skal heller ikke bestemme, hvilket arbejde man skal tage som voksen, eller hvor man skal flytte hen for at tage det. Det skal være et frit valg, og et spørgsmål om, hvordan man får mest muligt glæde ud af sit arbejde. Og vi skal samtidig stille alt det til rådighed for de ældre, som kan være med til at give dem en værdig og glædelig alderdom. Vi skal prioritere mennesket over økonomien!

Frihed

Frihed ligger mange mennesker rigtigt meget på sinde, og det er kun forståeligt, for hvilket samfund ville vi have, hvis vi ikke havde individuel frihed til at udtrykke os og gøre hvad vi havde lyst til? Det ville være et forfærdeligt samfund, hvilket vi har set mange eksempler på i løbet af historien. Men hvor langt skal den personlige frihed gå? Skal vi som borgere i Danmark f.eks. have ret til at nægte at betale skat, fordi vi ikke vil opgive noget af vores personlige ejendele for at gavne fællesskabet? Eller skal vi kunne udøve ulovlige handlinger, hvis vi finder dem fornuftige i forhold til vores ret til at gøre som det passer os? Selvfølgelig er ingen af de to ovenstående eksempler acceptable løsninger, men hvor skal vi så sætte grænsen? En mulig grænse kan ligges der, hvor alle får størst mulig frihed, indenfor lovens rammer, samtidig med, at man accepterer sin rolle i fællesskabet. Dette vil måske ikke sikre den totale frihed for det enkelte individ, men til gengæld vil det være med til at sikre en bedre levestandard for nogle, der har det værre end en selv, hvilket jeg skulle mene i sig selv er en belønning.
Nogle gange må man acceptere økonomiske restriktioner for at sikre en bedre fremtid for det generelle samfund. Det er et valg, som mange mener ikke er retfærdigt, eller at staten skal blande sig udenom. Men hvordan kan man anse det for retfærdigt at lade mennesker, der kommer fra dårligere vilkår end en selv, og som ikke har fået stillet de samme muligheder foran sig, “sejle deres egen sø”? I stedet kunne vi gøre alt for at sikre dem samme muligheder, som der er blevet givet dem, der nu ligger i toppen af samfundet?
– Økonomisk lighed, personlig frihed

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 + = 10