I 2014 lancerede Enhedslisten kampagnen “Vi har råd til tryghed – afskaf fattigdom i Danmark”, som et svar på, hvad der af Bjarne Corydon og andre (social)liberale økonomer er kendt som “nødvendighedens politik”. I denne tekst vil jeg fokusere på, hvilke tiltag, der er blevet lavet af Venstre og Socialdemokratiet for at forringe vores samfunds tilstand, og hvilke tiltag, vi foreslår at lave for at hjælpe de svageste, og dermed for at sikre stabiliteten i vores samfund. Man må aldrig forglemme et meget centralt citat, som ofte bliver brugt i sportens verden, og desværre ikke nær så tit i den “virkelige” verden: “Ingen kæde er stærkere end sit svageste led”.
“Nødvendighedens politik”
“Nødvendighedens politik” er et interessant begreb i den politiske verden, specielt når man kigger på definitionen af politik, eller politologi, lavet af den internationalt anerkendte David Easton, som man i gymnasiet lærer enten i 1. G eller 2. G, der lyder: “Den autorative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund”, altså handler politik om, hvordan vi i samfundet beslutter at fordele vores økonomiske goder; derfor kan man ikke tale om “nødvendighedens politik”, da politik er et spørgsmål om valg og prioriteringer, dette har Enhedslisten bevist med sin kampagne. Hvad “nødvendighedens politik” har dækket over er en meget lang liste af nedskæringer hos de i forvejen dårligst stillede i vores samfund (som tit er blevet fulgt op med lempelser og belønninger til de rigeste i vores samfund). Som eksempler kan SU-reformen, kontanthjælpsreformen, sygedagpengereformen og dagpengereformen nævnes. Når man ser navnene på disse reformer, er det ikke svært at konkludere, at reformerne har fokus rettet mod de fattigste i vores samfund, og hvordan vi kan vride og dreje hver eneste øre ud af dem. Men når vi nu har fået tudet ørerne fulde af, at “nødvendighedens politik” virkelig er nødvendigt, er der så slet ikke nogen måde at genoprette den sociale lighed og retfærdighed? Jo, da, i høj grad!
Hvor skal pengene komme fra?
Som jeg tidligere pointerede, er politik et spørgsmål om valg og prioriteter, derfor er der altid en mulighed for at gøre, som man har lyst til, for at nå sine mål. At Corydon og hans økonomer skulle have misforstået dette simple faktum finder jeg meget usandsynligt, og grundlaget for hans handlinger skal vi måske nærmere finde i Socialdemokratiets prioriteringer og mål i stedet. I Enhedslisten prioriterer vi social lighed, social tryghed og social retfærdighed over, at erhvervslivet og de rigeste i samfundet skal kunne horde flere og flere penge sammen. Dette afspejler sig naturligvis også i de valg, vi træffer i vores økonomiske politik.
Vi vælger ikke, at pengene skal gå fra de fattigste til de rigeste, men at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde, hvilket altid har været et kardinalprincip i det danske velfærdssamfund. Vi i Enhedslisten peger på, at ved blot 6 reformer, så kan vi rulle alle de tidligere nævnte reformer tilbage, og begynde at genoprette vores samfund. De 6 punkter lyder:
Vækstplanens afgifts- og skattesænkninger for selskaber rulles tilbage. Værdi; 8,1 mia.
Millionærskat på 10 pct. af indkomster over 1 mio. kr. Værdi; 3,5 mia.
Omsætningsafgift på aktiehandel. Værdi; 2,4 mia.
Arbejdsmarkedsbidraget skal ikke længere kunne fradrages i topskatten. Værdi; 4,6 mia.
Kapitalindkomst beskattes som arbejdsindkomst. Værdi; 6 mia.
Formueskat på 1 pct. af formuer over 3 mio. kr. Værdi; 1,8 mia.
Samlet set har vi altså en sum på 26,4 mia. som ville kunne bruges på at prioritere den sociale genopretning. Rækken af asociale reformer, som jeg tidligere nævnte (og en række yderligere reformer) har givet 13,2 mia. til statskassen. Det kan altså sagtens lade sig gøre at prioritere menneskelig velfærd over goder til erhvervslivet og de rigeste. Hvis du har lyst til at læse mere om vores kampagne, kan du gå ind på enhedslisten.dk/tryghed, hvor du også kan se alle de reformer, vi betegner som asociale, og samtidig læse en mere dybdegående forklaring af vores regnestykke.