Sport i Danmark

Med en overskrift som denne tænker I måske hvad det har med politik at gøre? Men politik spiller en større og større rolle i kulturen, som sporten er en del af. Det bedste eksempel er Brian Mikkelsens store, og velbegrundede, arbejde inden for antidoping-systemerne. Men er det entydigt godt, at politik og sport bliver blandet, eller ville det være at foretrække en klar opdeling?

Sport og politik – en skøn blanding?

Sport og politik er en længere historie, som både har eksempler på godt samarbejde med frugtbare resultater, og samarbejde, der har ført sporten til nye, ubehagelige ekstremer. Som altid er det svært endegyldigt at erklære en absolut sandhed, men jeg syntes dog alligevel, at der er en række ting, der tale for en større opdeling, dog med enkelte undtagelser (og så er vi jo egentlig tilbage ved udgangspunktet). Gunnar ”Nu” Hansen, en af de største sportsjournalister nogensinde, var en stor fortaler for en opdeling af politik og sport. Han oplevede fra første række OL i 1936 i Nazitysklands Berlin. En stor del af verdens journalister fokuserede på den uhyggelige udvikling i Tyskland, men Gunnar ”Nu” valgte at fokusere på sporten. Jeg er enig med ham i, at man burde fokusere på sporten i stedet for de ydre omstændigheder, dog ikke lige til denne her begivenhed. Sporten som helhed har i de sidste 100 år gennemgået en revolutionerende udvikling på mange områder; dette gælder ikke mindst økonomien, som har påvirket mange andre dele af udviklingen, f.eks. den teknologiske udvikling. Den politiske indflydelse på sporten er også steget, og specielt omkring verdenskrigene så vi, hvordan sport kunne bruges som middel til at true politiske modstandere (bl.a. med boykot). Denne udvikling er meget usund for sporten. Sport handler om fællesskab, udvikling og kompetencer. Den skal ikke bruges som gidsel i et politisk spil, men hyldes som stedet, hvor den til tider grusomme politiske virkelighed ikke kan røre os, og vi kan dyrke fællesskabet på tværs af kulturer og politiske uenigheder, som f.eks. Luz Long og Jesse Owens gjorde i ’36. Så politikken kan have en voldsomt negativ påvirkning på sporten, men kan vi gøre positivt brug af den politiske magt indenfor sport?

Ja, det kan vi helt klart. Dette betyder dog ikke, at vi skal til at indføre politisk indflydelse alle steder i sportens verden, men nogle steder mener jeg, det ville være fornuftigt at gennemtrumfe politiske beslutninger. Her tænker jeg specielt på udbredelsen af sporten i det danske samfund. Jeg kan personligt ikke forstå, hvordan man kan sende store nationale sportsbegivenheder som EM og VM i håndbold og fodbold, danske fodboldlandskampe og andre store sportsbegivenheder, på TV-kanaler som et klart fåtal af den danske befolkning kan følge med på. De store sportsbegivenheder med dansk deltagelse burde efter min mening, ved politisk lovgivning, sendes udelukkende på kanaler der er tilgængelige for alle her i landet.

I dag vil det betyde at begivenheder som A-landsholdets kampe, ikke skal sendes på Kanal 5, men på DR1 eller andre kanaler under DR. Sport er hyldesten til fællesskabet, og det skal vi ikke udelukke nogen fra, men forsøge at inddrage alle i.

Eliteidræt kontra amatøridræt

Eliten betyder en stor del i danskernes bevidsthed, når det kommer til sportens verden. Det er det, børn og unge ser op til, når de begynder på en ny sportsgren, eller forsøger at forbedre deres evner i den sportsgren, man dyrker. Det er dem, vi alle sammen hylder på Rådhuspladsen, når de har sat Danmark på det sportslige verdenskort, og det er ofte dem, vi alle sammen syntes godt kunne gøre det lidt bedre. Amatøridrætten ser vi dog også meget tydeligt i vores hverdag. Det er den, de fleste af os deltager i på et eller andet tidspunkt, og det er den vi tit kan se sjove videoer af på nettet. Men hvad er så vigtigst, amatøridrætten eller eliteidrætten? Her vil jeg vælge at tage samme prioritering som f.eks. Dansk Sejlunion har taget. Vi skal stå på to ben i dette spørgsmål, vi skal både havde plads til bredden og til eliten. For uden bredden ville der ikke være nogen elite, hvor skulle eliten ellers blive produceret? Men uden eliten, hvad skulle bredden så blive finansieret fra, og hvilke forbilleder skulle vi der dyrker bredden, så have at pejle mod? Det er jo sjældent praktisk muligt at lave en fuldstændigt lige prioritering af de to ting, så hvilken skal vi så fokusere mest på, hvis det skulle komme til valget? Her ville jeg fokusere på bredden, da det er i breddeidrætten, at vi finder de mest tydelige eksempler på de ting, som sporten altid har stået for, og som vi aldrig må glemme i sportens verden: Fællesskabet og viljen/lysten til at udvikle sig selv, og sit fællesskab.