Velfærdssamfundet

Denne tekst vil være relativt kort; mange af dem der kender mig, vil nok forvente en masse pessimisme og negativitet. Det kommer ikke til at ske. Jeg vil i stedet, kort, reflektere over vores fantastiske velfærdssamfund, hvorfor det er så vigtigt, og hvorfor vi helt klart skal stræbe efter at bevare den.

Velfærdssamfundet og dets effekter

Velfærdssamfundet er den mest centrale årsag til, at vores nation er så rig, og at vores skulle være en af de mest lykkelige i verden, så hvordan dele af det danske samfund kan bruge så meget af deres tid på at kritisere og tale for at fjerne dele af velfærden, en velfærd, som de i øvrigt selv er et produkt af, kan jeg ikke begribe. Vi lever i et samfund, hvor uddannelse er gratis, hvor sundhedspleje næsten er gratis, og hvor der altid står nogen klar til at hjælpe dig, hvis du en dag skulle befinde dig i mørket, undervejs på livets vandring. Er det ikke et samfund, som vi alle kan blive enige om, er noget at stræbe efter? Er det ikke et samfund, hvor man kan sige, at der er størst mulighed for, at alle kan få opfyldt de ønsker de måtte have, og dermed et eksempel på, hvilket samfund alle lande burde stræbe efter? Jo, det er det, og derfor forekommer det mig vanvittigt at skulle begynde at diskutere, om vi skal fjerne grundlaget for en sådan nation, pga. en politisk ideologi, der opstod mens verden aldrig havde set noget lignende.

Er vores velfærdssamfund det perfekte?

Nej, det velfærdssamfund vi står med i dag, er selvfølgelig ikke det bedst mulige. De seneste år har vi set utallige angreb på vores velfærd: Afskaffelsen af efterlønnen, konstante nedskæringer i dagpengene, kontanthjælpen og SU’en, og det seneste angreb så vi, da økonomiske interesser overtrumfede menneskelige interesser med folkeskolereformen. Denne var at betragte, som et direkte og frontalt angreb på lærerne, og ikke mindst de børn og unge, der stadig ikke har nogen direkte stemme i samfundet. Hvis vores velfærdssamfund nogensinde skal nå det niveau, det har potentiale til, så er der ingen tvivl om, at disse angreb skal godtgøres, og at vi skal begynde at sætte den menneskelige velfærd over økonomiske interesser.