Af Morten Hjort, kommunalbestyrelsesmedlem i Vordingborg for EL
(Kommentaren er sendt til – men ikke bragt – i Sjællandske)
10. og 16. februar bragte Sjællandske kommentarer til mine indlæg om landbrug og fødevarer i selvsamme avis. Kritikken forholdt sig mest til økonomien omkring landbrug og fødevareprisernes historiske udvikling.
19. februar bragte britiske The Guardian en artikel, der citerer forskning, som fremviser at CAP (EU’s landbrugspolitik), i overvejende grad subsidierer landbrug der dyrker okse- og lammekød, mælkeprodukter og dernæst svinekød. Okse- og lammekød blev i 2020 subsidieret 580 gange mere end bælgfrugter. En diskussion om landbrugsøkonomi og den afledte effekter på arbejdspladser og fødevarepriser er kompleks, men det er vigtigt at have sig for øje, at det er politiske beslutninger der er med til at drive udviklingen af landbruget – det overskud som det danske landbrug genererer, og som udgør 2% af landets samlede BNP, beror i høj grad på støtte fra EU og den danske stat. Og så er landbruget, i modsætning til andre sektorer, fritaget for at betale regningen for forurening, hvilket bør medtages i en samlet diskussion af økonomien omkring det konventionelle landbrug – drikkevandsrensning, genoplivning af havmiljøer, antibiotika udfordringer, tab af biodiversitet osv.
Imens fremstår minister for landbrug og fødevarer Jacob Jensen (V) både staldblind og argumentresistent i den nuværende omsiggribende debat om grisevelfærd, drikkevand og landbrug.
Zenia Stampe (RV) og Emil Nielsen (SF) hamrer det ene god argument, den næste oplysende graf efter den anden ind, alt imens Jacob Jensen poster opslag om Danmark som verdens bedste, og mest effektive og teknologiske landbrugsland.
Vi er måske verdensmestre i at dyrke kvantitativt mest gris pr indbygger, men det kommer altså med en pris, om man vil det eller ej. Danskere betaler mere end 6000 kr pr indbygger direkte i skattestøtte til et landbrug, der nedbryder både vores resistens overfor sygdomme og vores rene drikkevand, udrydder biodiversitet lokalt, både til lands og til vands, alt imens det ikke formår at producere de nødvendige fødevarer (her tænker jeg især på grøntsager, frugt, bælgfrugter) i tilfælde af en global krise der igen kunne nedbryde forsyningskæderne og efterlade supermarkedshylderne tomme.
Men det er svært at blive klog på hvad der kunne ske efter et kommende svinevalg.
Når grisene skal sættes fri.
Omfattende sprøjteforbud?
Loft på antal af grise – til hvad? 1, 5 eller 15 millioner?
Omlægning af dansk landbrug til økologi?
Jeg savner visioner og mod.
Vi taler om kartofler, gris og kål. Mad. Ganske enkelt uundværligt.
Hvordan er vi endt et sted hvor landbrug er lig med at en mindre gruppe rige mennesker (og, selvfølgelig også en masse fantastiske, drevne, visionære og arbejdsomme landmænd, gartnere og landarbejdere) ejer ufattelige mængder land – Danmarks største fødevareproducent sidder på mere end 3000 hektar land – som går til foderproduktion til dyr, dyrefabrikker og udenlandsk arbejdskraft?
Jeg har grøntsager på hjernen, det indrømmer jeg blankt.
Jeg har svært ved at forstå det her.
Omkring 60% af Danmark er landbrugsareal.
90% af landbrugsarealet går til produktion af animalske fødevarer.
Når jeg laver mad til mig og selv og mine børn, så ville det være svært at klare morgenmad, madpakker og aftensmad med 90 % animalske produkter.
Et landbrug post konventionel svineproduktion kunne tage afsæt i et ønske om et mere naturnær og lokalt forankret landbrug. Status quo landbruget er heftigt støttet af EU og statslige subsidier, og det er herfra de store landbrug finder deres fortjeneste. Subsidierne burde rettes imod småskala landbrug, med sigte imod en mere divers og manuel grøntsagsproduktion. Flere jobs på landet. Prisen bør kunne holdes nede ved CSA modeller, effektive market garden systemer og polytuneller, lokal afsætning til offentlige kantiner, restauratører og markeder – sociale virksomheder og gårdbutikker.
Hvis man ikke kan se at et charmerende landbrug, en boomende restaurationsbranche, genbefolkning af landområder og turisme er en god ide, så ved jeg virkelig ikke.
Mange diskussioner om landbrug ender med at handle om økonomi. Markedskræfter. Udbud og efterspørgsmål. Den globale mælkepris. Hvad køber forbrugerne? Kan det løbe rundt for landmanden?
Men et ensporet fokus på økonomi som den vigtigste faktor gør, at fantasien og kreativiteten ikke frisættes til at løse landbrugets udfordringer og sikre selvforsyningen af sunde fødevarer.
Det bør være et politisk, og ikke et økonomisk spørgsmål, hvordan fremtidens landbrug kan tage sig ud.
Med venlig hilsen,
