Udtalelse fra EL Vordingborg om Gaza

VÅBENHVILE NU!

Enhedslisten Vordingborg tager klart afstand fra drab på civile – uanset hvilke begrundelser man kan finde på for at retfærdiggøre sine handlinger.
Den aktuelle situation er ikke opstået den 7. oktober 2023, men rækker tilbage til Israels mangeårige overgreb og drab i de besatte områder på Vestbredden og Gaza. Alligevel støtter vi ikke Hamas’ drab, gidseltagninger og overgreb mod civile den 7. oktober 2023.
Vi tager kraftigt afstand fra Israels angreb på såvel Gaza som på Vestbredden, fra de aktuelle massive bombninger med drab på civile i Gaza, ødelæggelse af livsvigtig infrastruktur samt blokaden af humanitær bistand.
Israels drab på kvinder og børn, læger, journalister og nødhjælpsarbejdere mener vi er en krigsforbrydelse, der må mødes af den strengeste fordømmelse og modstand fra omverdenen.
Ved i den grad at optrappe voldsspiralen modarbejder Israel fred i området. Vi risikerer, at krigen spreder sig ud over hele Mellemøsten, hvilket kun vil øge de humanitære og miljømæssige katastrofer, der følger med krig.
Enhedslisten Vordingborg opfordrer den danske regering til i lighed med bl.a. Holland og Spanien at lægge pres på Israel med sanktioner. Først og fremmest straks at stoppe al leverance af våben og våbendele til Israel samt at stoppe køb af våben fra Israel.
Vi opfordrer regeringen til internationalt at arbejde for fælles sanktioner, der kan presse på for våbenhvile, fri adgang for nødhjælp og forhandlinger om varig og retfærdig fred.
Vi støtter også de forskellige folkelige initiativer for at lægge pres på Israel, f.eks. boykot af israelske varer og aktuelt protesterne mod Israels deltagelse i Eurovision melodigrandprix.
Vedtaget på medlemsmødet i EL-Vordingborg d.23.4.24