Uddannelse

Målet

Folkeskolen er starten på (ud)dannelsen af vores yngste generation. Det er her, vi skal skabe fundamentet for vores fremtidige samfund, og hvor de unge skal finde ud af, hvilken retning de skal gå i fremtiden. Det er et sted, der skal være præget af leg, nysgerrighed, udvidelse af den sociale horisont, og ikke mindst forberedelse. Folkeskolen skal være samfundets måde at forberede børn og unge, og give dem de værktøjer de behøver, så de er klar til at fortsætte deres faglige udvikling, det værende enten med et form for håndværk, eller som en akademiker. Når det er sagt, så er det vigtigt for mig at gøre klart, at folkeskolen skal forberede de unge, men samtidig må man ikke glemme, at det er i denne periode af børnenes liv, at de for alvor har muligheden for at være børn. Derfor skal der også være plads til leg og sociale aktiviteter. Vi skal væk fra “test og karakter-metaliteten”, og i stedet begynde at fokusere på vores børn som børn, der gerne vil lære noget, men samtidig har ret til at nyde barndommen. Vi skal ikke fastholde de unge i skolen fra 8-15 (plus transport, som i en kommune som min kan være meget omfattende), vi skal ikke teste unge fra de går i 3. klasse, og frem for alt, så må vi ikke begynde at tro, at børn og unge skal kunne det samme som alle andre i samfundet, de kan så mange andre ting, så hvorfor skulle de ikke have lov til det? Vi skal passe på ikke at tage barndommen fra vores børn. Eleverne i folkeskolen skal ikke trænes i færdigheder, som egentlig kun hører til i den absolutte del af folkeskolen, eller i de højere uddannelsesniveauer; hvis de skal noget, så skal de “trænes” i at have det sjovt. Målet med folkeskolen skal være, at de unge har det sjovt, samtidig med at de bliver forberedt på hvad de næste år vil bringe dem. Folkeskolen skal både være en social udvikling og en faglig udvikling! Hvordan skal dette så gøres?

Vejen til målet

For at overskueliggøre det hele vil jeg dele folkeskolen op i tre dele; 0.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Det er klart, at når man ser på målet for de tre kategorier, så vil de også variere, da det er tre meget forskellige tidspunkter i børnenes liv. Derfor skal man også kunne se en forskel på de tre kategorier, når man observerer deres hverdag. 0.-3. klassekategorien skal have det absolut største fokus på leg. Leg i indlæringsprocessen, leg i fritiden, og ikke mindst leg på skoleskemaet.
De fleste børn i denne kategori glæder sig formodentlig til at komme i skole, og sådan skal det også være. Det skal være fedt og spændende at komme i skole i disse årgange. Derfor gælder det også om at holde det faglige niveau uden at pille legen ud af hverdagen. En måde at gøre dette på ville være at skære ned på, hvor mange fag, man skal have. Dansk, matematik og idræt forekommer mig logisk. Herudover er der i dag følgende fag i denne kategori: Billedkunst, Engelsk (starter i 3. klasse), Historie (starter også i 3. klasse), Kristendom, Musik, Natur/Teknik. Disse fag virker som en fornuftig blanding (dog ville det være rart at læse religion frem for kristendom på skemaet). Det er fag, der giver børnene en mulighed for at lege, specielt i billedkunst og musik, men samtidig forbereder dem på fremtiden. Jeg vil dog igen fremhæve, at det er helt centralt at undgå, at eleverne får for mange timer, så de stadig har mulighed for at opleve deres barndom, og ikke kun deres skolegang.
I de næste to kategorier går man mere i dybden med det faglige indhold, hvilket også er centralt, men det er samtidig her, størstedelen af problematikkerne med folkeskolen opstår. Selvfølgelig skal der også være et fagligt fokus med folkeskolen, men det er stadig centralt, at børnene får mulighed for at opleve, hvordan det er at være barn. I årgangene fra 4. klasse til 9. klasse skal vi helt klart stable videre på den faglige udvikling, men samtidig skal vi bevare legen i folkeskolen, man kan helt klart også lære en del af at lege, og det gælder for alle aldre. Derfor så jeg gerne et større fokus på kunstneriske fag, og på idræt, end vi har i dag. Samtidig så skal der ske en generel udjævning i, hvor mange timer, man har af de naturvidenskabelige fag, og hvor mange timer, man har af de humanistiske fag.

Elev-elev samarbejde

Udover prioriteringen af de forskellige fag og den daglige undervisning mener jeg også, at der er potentiale at finde i større elev/elev-samarbejde, på forskellige måder. Mentorordninger i folkeskolen elever imellem, f.eks. mellem en 3. klasseselev og en 6. klasseselev, kan det være med til at undgå for store skel mellem de forskellige årgange, undgå sociale problemer, som f.eks. mobning, og endelig kan det være med til at løfte det faglige niveau, hvis man vælger at gøre mentorordningen fagligt orienteret, både for de yngste og de ældste, der kan lærer kunsten at formulere sig overfor andre. En anden mulighed, jeg syntes er værd at fokusere på, er elev/elev-samarbejde i samme årgang. Et større fokus på dette kan både være med til at hæve de fagligt svageste i klassen, og højne niveauet for de fagligt stærke, da man ser det faglige værk fra nye synsvinkler, og lærer at forbedre sine formuleringer, man lærer bedst ved at lære fra sig.

Bevar respekten for lærerfaget

I den valgperiode, vi er lige ved at være færdige med, så vi flere gange, hvordan folkeskolelærerne blev set ned på, deres arbejdsforhold blev forringet, og deres personlige vilkår blev undermineret grundet alt for store arbejdsbyrder. Man ser tit beskyldninger mod lærerne som dovne, inkompetente og uegnede, og dette forarger mig stærkt. Det at være underviser i folkeskolen er et ekstremt vanskeligt fag, og med de seneste reformer på området er det blevet gjort endnu sværere at være lærer. Hvis vi ønsker at opnå den bedst mulige folkeskole her i landet, bliver vi også nødt til at respektere dem, der skal skabe fundamentet, og vise dem den tillid, som er nødvendig for at de kan udvikle deres, og ikke mindst børnenes, kompetencer. Hvis vi ønsker den bedst mulige folkeskole, så er vi nødt til at anerkende, at god faglig undervisning kræver tid til forberedelse, og tid til den enkelte elev. Vi skal ikke forsøge at gøre dobbelt så meget på den halve tid for at spare penge! Vi skal forsøge at gøre det bedst mulige for eleverne i folkeskolen, ikke fokusere på økonomisk udvikling.

Erhvervsuddannelserne

Når man som elev står med sit afgangsbevis i hånden fra folkeskolen, er der mange forskellige veje, man kan fortsætte sin uddannelse ned af. En af disse er erhvervsuddannelserne. Her ligger fokus på håndværket (jeg vælger at bruge ordet håndværk om alle de uddannelser, der hører til kategorien erhvervsuddannelser, selvom det ikke ville være den typiske beskrivelse for mange af uddannelserne), og oftest vil målet også være, at der skal findes et arbejde, lige så snart man er færdig med sin uddannelse. Derfor virker det også logisk at have et praktikforløb indlagt i uddannelsen. Som sådan ser jeg ikke noget problem i de målsætninger, man ser på erhvervsuddannelserne i dag, men samtidig ser jeg, forskellige steder, en bekymrende udvikling. Vi skal passe på, at vi ikke sætter for store akademiske krav til erhvervsuddannelserne, det er jo ikke her, det oprindelige fokus ligger, fokus skal ligge på det praktiske, ikke det akademiske. Fokus ligger på, at man skal lære et håndværk, og man skal kunne bruge det, lige så snart ens uddannelse er færdig. Det er det, vi skal fremme som målsætningen for erhvervsuddannelserne. Man skal have tiden og muligheden for at lære et håndværk. Når jeg nævner muligheden, tænker jeg naturligvis på de mulige karakterkrav, der er blevet diskuteret en del i den sidste periode, og jeg vil meget klart fraråde et karakterkrav på erhvervsuddannelser. Det handler om håndværket, ikke om de akademiske evner. Når erhvervsuddannelser er så fokuserede på, at eleverne i fremtiden skal have et arbejde, så kræver det naturligvis også erfaring, og denne erfaring skal findes gennem praktikforløbet. Så når der mangler praktikpladser til eleverne, må staten aktivt forsøge at skabe nogle. Enten ved at tilbyde finansielle fordele til de håndværkermestre, der tager elever ind, eller ved at åbne flere praktikpladser på de offentlige byggerier. Vi må og skal finde en løsning!

De gymnasiale uddannelser

I tiden, hvor denne tekst er blevet skrevet, er der endnu ikke vedtaget en endelig gymnasiereform. Hvis der efter denne tekst er offentliggjort, er gennemført en gymnasiereform, vil jeg henvise til kommentarer, debatindlæg eller lignende, jeg har skrevet om emnet. Min vision for gymnasiet er meget klar: Fokus skal ligge på at udvide de unges faglige og sociale horisont.

Gymnasiet handler om at forberede en til universitetet eller andre videregående uddannelser, der krævet et højt akademisk niveau, samtidig med at man knytter nye venskaber og lærer at begå sig i større og nye sammenhænge, inden man for alvor skærer båndet til sine tidligere sociale netværk og flytter for at studere. Det stiller selvfølgelig høje krav til vores gymnasier rundt omkring i landet, men ud fra de oplevelser, jeg har fået med fra min gymnasietid, er det bestemt også noget der kan lade sig gøre. Studietur(e), sociale aktiviteter på skolen som fester, fredagscafeer, overnatninger, og meget mere, gør det muligt for eleverne at dyrke lige præcist dét sociale liv, man ønsker. Samtidig kræves der selvfølgelig et højt fagligt niveau, og det kan til tider være svært at præstere for nogen, men så er det, man som fagligt fællesskab bliver nødt til at arbejde sammen. Det er her, jeg ser den bedste beskrivelse på, hvad gymnasiet skal kunne: Danne et socialt og fagligt fællesskab, der forbereder unge på deres fremtidige karrierevalg.

Videregående uddannelser

De videregående uddannelser er selvfølgelig en meget stor, og meget bred, gruppering, men samtidig har de alle noget til fælles. Det er her, vejen stopper. Man kan måske tage mange forskellige videregående uddannelser, og man kan specialisere sig i mange år på sin videregående uddannelse, men det er her, vores uddannelsessystem sparker én ud i den virkelig verden (en brutal omgang for mange akademikere, siger mine erfaringer mig). Målet med de videregående uddannelser står derfor meget klart for mig; det er her, man som akademiker må vælge, hvilken fremtid, man ønsker sig. Skal man fortsætte i uddannelsessystemet som underviser (dette kan selvfølgelig være på mange forskellige niveauer), eller skal man tage springet ud af den akademiske boble, og begynde at integrere sig i “den virkelige verden”? Valget skal selvfølgelig stå frit, men der er dog noget, der er centralt ved denne krydsvej, som de unge/voksne i uddannelsessysemet skal være bevidste om; det er den danske velfærdsstat, der har taget dem så langt, og nu er de nået til det punkt, hvor de skal betale deres del tilbage til velfærdssamfundet. Når man diskuterer betydningen af vores velfærdsstat og dennes resultater, må man aldrig glemme dette.
Som afsluttende bemærkning vil jeg gerne takke dig for at have fulgt med i min valgkamp, og ønske dig en god “demokrati-fejrings-dag” (valgdag). Husk: Demokratiets overlevelse afhænger af deltagelse!

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

43 − 34 =