Diskrimination og racisme har altid været et element i menneskehedens historie. Blandt de groveste eksempler kan nævnes Apartheidstyret i Sydafrika, USAs mørke tid frem til 1960’erne (som stadig kan ses i nutidens amerikanske samfund) og den mentalitet, der har omringet kvinder frem til, og op igennem, 1900-tallet. Men er vi efterhånden blevet befriet for racismens tunge byrde, eller skal vi stadig være opmærksomme på tegnene i vores hverdag?
Racismen i dag
Grænserne for, hvad der er racisme, og hvad der ikke er racisme, har flyttet sig meget de seneste år. Dette gør også, at vi ikke længere er så meget på vagt overfor racismen, men betyder det så, at den ikke er tilstede længere? Nej, bestemt ikke. Det har vi set adskillige eksempler på bare i de seneste par år. Ferguson-hændelserne og de uroligheder, der er fulgt efter i andre områder af Sydstaterne, Charlie Hebdo (som måske ikke var et eksplicit spørgsmål om racisme, men som helt klart har konsekvenser for hele den arabiske race). Hvis vi kigger lidt længere tilbage, og lidt tættere på herhjemme, så er det bedste bevis på, at racismen stadig lever i bedste velgående, formodentlig Anders Behring Breivik og hans handlinger i Oslo og på Utøya. Men hvad skyldtes denne udvikling, og hvordan kan vi ændre den? Årsagerne er en del sværere at beskrive end mulighederne for at ændre udviklingen, og årsagerne er selvfølgelig interessante i forhold til, hvordan vi ændrer udviklingen, men jeg vil dog fokusere på fremtiden, og hvordan vi stopper udviklingen, i stedet for at redegøre for årsagerne. Der er mange muligheder for at stoppe racismen i dag, og det kan, og skal, foregå på mange forskellige niveauer samtidig. På det personlige plan, så må vi stoppe op, og sige nej til diskrimination pga. køn, religion, hudfarve eller politiske holdninger. Vi skal vise ved vores daglige handlinger, at vi ikke vil acceptere denne form for opførsel, og vi vil kæmpe for at forhindre den. På det nationale og internationale plan gælder det om at nægte samarbejde med racistiske nationer, og vise dem, at vores alle sammens fremtidige verden ikke skal være fyldt med had og vrede, men med respekt og tolerance.
Ytringsfrihed eller respektløshed
I dagene efter de tragiske hændelser på Charlie Hebdo diskuterede jeg med mange forskellige mennesker, hvordan hændelserne skulle håndteres, og hvorvidt det at provokere andre med deres religion, eller holdninger, er acceptabelt. Personligt synes jeg,at der er en hårfin grænse mellem det unødigt at provokere andre individer, og det at gøre brug af sin ytringsfrihed, i den gode sags navn. Denne grænse er blevet overskredet en del gange i de seneste år, og de mest fremhævede eksempler er uden tvivl Muhammed-tegningerne, hvilket Charlie Hebdo også var, og er, en del af.
Jeg forsøger ikke at retfærdiggøre de grusomme handlinger, der skete i Frankrig, men samtidig skal man også være bevist på de andre hændelser, der udspiller sig i Frankrig, som er udløbet af Muhammed-tegningerne, og det stigende fremmedhad. En bekendt lagde et billede op på Facebook, hvortil han spurgte, hvornår det ville blive et aktuelt emne i medierne. Kortet forestillede Frankrig, og var mærket med en rød pil, for hver af de steder hvor der var sket religiøse overfald mod muslimer og moskeer. Der var i alt 31 mærker på kortet, og dette var blot siden Charlie Hebdo tragedien. Dette er en fuldstændigt, uacceptabel udvikling, og det er uforståeligt, at det ikke er blevet fremhævet mere i medierne siden. Racismen er stadig en stor del af vores hverdag, men som alle andre ting i vores hverdag, så er der to sider af samme mønt, og vi skal være bevidste om begge sider!