Solidaritet med Ukraine

Året 2022 var ikke mange uger gammelt, da en af de største humanitære katastrofer i mange år indtraf.

Ruslands ulovlige invasion af Ukraine bryder med en lang række af internationale konventioner og aftaler, og sætter samtidigt civilbefolkningen i en forfærdelig situation. Vores tanker går til ukrainere i alle dele af verden.

Som en del af det internationale samfund har vi et ansvar for at støtte op om Ukraine, og at arbejde for at få Rusland så hurtigt som muligt ud af Ukraine. Dette skal er vi gennem de sidste dage bl.a. gjort ved at lukke det danske luftrum og at støtte ukrainerne med militært udstyr.

Men vi skal gøre mere end det. Vi skal udnytte de mest kraftfulde værktøjer vi har, som bl.a. er at lukke ned for forsyningerne til og fra Rusland, at lukke ned for Ruslands adgang til SWIFT og at nægte russerne adgang til danske havne og anden vital infrastruktur for deres handel.

Vi har et ansvar for at beskytte de uskyldige civile i Ukraine, og at gøre det helt klart overfor Rusland, at vi ikke vil acceptere deres ulovlige overgreb på Ukraine. I dette ansvar følger også, at vi selvfølgelig skal tage mod de ukrainere, der er i stand til at flygte fra krigen i Ukraine, uden yderligere modkrav.

Vi sender alle vores tanker til ukrainere herhjemme og i resten af verden.